Den første gård blev købt i 1991, og siden fulgte 2 mere.
Nu har han fået mod på økologien og omlagt den ene gård til økologisk opdræt af kyllinger med en årlig produktion på omkring 18.000 af slagsen.
De økologiske kyllinger har et stort udeareal, hvor de går i blandede flokke, og hvor de spiser masser af ukrudt.
Mads observerer, hvordan de har en helt anden adfærd end konventionelle kyllinger, fordi de har plads, og fordi de elsker at gå og skrabe og pikke i jorden efter godbidder og det gode grove naturlige foder, som de får ved at spise gulerødder, brændenælder og hø – plus naturligvis en masse frisk luft fra Limfjorden.
Mads og familien er glade for økologien, fordi det er en helt anden oplevelse for dyr og mennesker. Tættere på naturen og dejligt afstressende i en moderne, hektisk hverdag.